Rikke Olsen Siegemund tiltræder som cheftræner på Stenhus Badminton College og Holbæk Badminton Klub

PRESSEMEDDELELSE
Rikke Olsen Siegemund tiltræder som cheftræner på Stenhus Badminton College og Holbæk Badminton Klub

Holbæk, 15.september 2025 – Stenhus Badminton College og Holbæk Badminton Klub kan med stor glæde offentliggøre, at den tidligere topbadmintonspiller og landstræner for New Zealand Rikke Olsen Siegemund fra 1. november tiltræder som ny cheftræner.

Rikke Olsen SiegemundRikke Olsen Siegemund har en imponerende karriere bag sig med deltagelse for Danmark ved OL i 1996, 2000 og 2004. Siden 2018 har hun været landstræner for New Zealand, men vender nu hjem til Danmark for at påtage sig ansvaret for elitearbejdet på Stenhus Badminton College og i Holbæk Badminton Klub.

Det er et lykketræf, at Rikke kommer hjem netop som vores nuværende træner Maxime Moreels har valgt at flytte tilbage til Belgien. Vi er meget taknemmelige for Maximes store indsats, men vi er sikre på, at vi har gjort et kup ved at få Rikke ved roret,” udtaler Trine Tims, leder af Stenhus Sports College. ”Vi ser frem til at samarbejde med Rikke og er overbeviste om, at hun kan løfte vores elitearbejde til nye højder.

Ligeledes udtaler formand for Holbæk Badmintonklub, Torben Henningsen: ”At få Rikke Olsen Siegemund som cheftræner er et stort løft for Holbæk Badminton Klub. Hendes erfaring og passion for sporten vil komme både spillere og trænere til gode, og vi glæder os til at tage næste skridt i klubbens udvikling sammen med hende.

I det kommende skoleår vil Rikke arbejde tæt sammen med Christian Møller på Stenhus Badminton College og bidrage til udviklingen i Holbæk Badminton Klub sammen med Klubbens øvrige trænere og bestyrelse.

Samtidig vil vi gerne rette en stor tak til Maxime Moreels for et rigtig godt samarbejde gennem de seneste godt tre år. Maxime har ydet en kæmpe indsats for både Stenhus Badminton College og Holbæk Badminton Klub, og han har sat tydelige spor i vores spilleres udvikling og i hele miljøet. Vi ønsker ham alt det bedste fremover i Belgien.

For yderligere information, kontakt:
Stenhus Sports College:
Trine Tims, Sports Chef 
Tlf: 28722371
tt@stenhus-gym.dk 

Holbæk Badminton Klub
Torben Henningsen ,. Formand
Tlf: 27264867 
formand@hbk.dk

Del nyheden