Åbent sportsby
Dato: 05-04-2018 19:19
Publiceret af : Torben Henningsen
Kom til ”Åben Sportsby”

Fonden Holbæk Sportsby inviterer alle interesserede til ”Åben Sportsby”, Sports Allé 1, 4300 Holbæk lørdag den 14. april 2018 i tidsrummet kl. 13.00 – 15.00.
Siden første spadestik den 15. september 2016 er der sket rigtig meget med fremdriften i byggeriet af Holbæk Sportsby. Invitér derfor familie, naboer og andre venner og interesserede på et par hyggelige timer, hvor Holbæk Sportsby kan besigtiges, og man selv kan konstatere den øje
blikkelige status på byggeriet. Der bliver mulighed for at nyde en god kop kaffe og et glas friskpresset appelsinjuice.
Efter en kort velkomst kl. 13.10 vil det være muligt at gå rundt på egen hånd i den fantastiske bygning. Det er imponerende volumener, og rigtig interessant er det at se, bassinerne i kommende svømmecenter er ved at blive samlet. Svømmecentret i Holbæk Sportsby byder på 50 m bassin, der kan opdeles i 2-4 bassiner. Vi får et familiebassin på 20 meter med en mindre wellness afdeling og en børneafdeling. Der kommer en vand rutchebane med eget landingsbassin til børnene, og endelig tilbyder Holbæk Sportsby borgerne et 72 m2 varmtvandsbassin. Der vil være sauna faciliteter, så svømmecentret bliver i sandhed spændende og attraktivt.
Få et godt indtryk af Multihallen, Tennishallen, Badmintoncentret og naturligvis området, hvor Holbæk Kommunes Sundheds- og genoptræningscenter vil få base.
Bestyrelsesmedlem i Fonden Holbæk Sportsby Carsten Damgaard udtaler:
”Selv om Holbæk Sportsby jo fortsat er en byggeplads, er det vigtigt at åbne op for borgerne til at komme indenfor og også stille de spørgsmål, der måtte være. Der er allerede sket rigtig meget med byggeriet, og der er dog også en del for håndværkerne at gøre endnu frem mod åbningen”.
Der er intet, der tyder på, at byggeriet bliver forsinket i forhold til kontrakten om ibrugtagning den 1. januar 2019.
I de kommende måneder frem mod den 1. januar 2019, vil der blive afholdt flere ”Åben Sportsby” arrangementer, så alle interesserede får mulighed for at følge byggeriet på tætteste hold.
Vel mødt til ”Åben Sportsby” lørdag den 14. april 2018 kl. 13.00 – 15.00.



 
Holbæk Badminton Klub | Peder Billesvej 42 | 4300 Holbæk | post@hbk.dk | CVR: 11061648 | Tlf: 59 43 13 55

Holbæk Badminton Klub er lavet med BadmintonPeople's CMS
Cookies